At lære

Det er soendag formiddag og jeg sidder i Cebu lufthavn, og skal mod Manilla hvorfra jeg i morgen mandag flyver mod Danmark. Phillipinerne har i den grad vaeret en ekstrem oplevelse, at bo paa en baad, sejle rundt i ekstrem fattigdom og se og opleve en del af verden jeg ikke fattede eksisterede, og en masse andre ting, har gjort at jeg efter mange dages overvejlse har besluttet at vende snuden hjem til Danmark. De sidste 3 uger har paa mange maader virkelig sat en masse ting i perspektiv, og ikke mindst det liv vi har og har mulighed for at leve fordi vi er saa heldige at vaere i Danmark.

Der har vaeret mange fine oplevelser paa baaden og paa Phillipinerne, men landet og fattigdommen har virkelig paavirket mig i en grad jeg ikke forstaar, hver dag hver time faar man den smasket lige i hovedet, ja det er virkeligheden og den goer ondt, men jeg har muligheden for at vaere den foruden og det er den jeg tager ved at rejse hjem.

Planen har tidligere vaeret at rejse mere rundt herude, men planer er til for at blive aendret, der er de sidste 3 uger kommet nogle andre prioriteter ind paa nethinden som jeg vil forfoelge.

Ligesaa dejlig og fantastisk mine 2 maaneder paa New Zealand med fantastiske Marie har vaeret lige saa skraemmende har 3 uger paa Phillipinerne vaeret.

Jeg glaeder mig til at gense Danmark, mine dejlige venner og familie, glaeder mig til at se jer alle snart igen.

Efter en lang tur over Hong Kong (meget dyr sted at vaere 10 timer) er jeg kommet frem til Fillipinerne. Det der har overrasket mig mest ved moedet med Fillipinerne er varmen og fattigdomen. De foerste 5 dage haevede mine foedder til naesten dobbelt stoerrelse pga. varmen, selv naar man bare sidder stille og nyder en koelig drink om eftermiddagen hagler sveden bare af en, i gennemsnit har temperaturen ligget et godt stykke over de 30 grader naermere 35 siden jeg kom for lidt over 14 dage siden. Udover varmen har fattigdommen gjort et meget stort indtryk paa mig, jeg har naesten ikke kunne begribe denne fattigdom, som har gjort ufatteligt ondt inde i sjaelen og hjertet - alt er til salg for penge og det meget smaa penge, vi kan faa en dagsarbejder for under 30 kr. pr. dag, en 20 minutters tur i en tricycle koster omkring 1 kr. en pakke cigaretter (ja jeg ryger sku stadig) koster 4 kr, en flaske rom ligeledes under 4 kr.

Omvaeltningen fra New Zealand og hostels til skibet har ligeledes vaeret haard, der er meget trange vilkaar og renligheden er ikke altid oeverst paa listen - de 5 dage hvor toilettet ikke virkede var der ikke andre alternativer end at hoppe i vandet og svoemme et godt stykke vaek fra skibet og saa goere hvad goere mattes.....fersk vand spares der paa, varme bade kendes ikke osv.. Det har taget tid at vaende sig til men nu begynder det at fungere ogsaa for landkrabben.

Landet er meget spaendende og der har vaeret mange gode og mindre gode oplevelser. En fattig meget gammel dansk soemand der ligger paa sit doedslejde i en lille kaleder og bliver passet af en pige fordi han stadig har lidt penge, et kaempe optog paa langfredag, hanekamp (meget drabeligt) i en lille landsby, snorkling og dykning, osv. osv..

Hvor laenge jeg bliver paa baaden ved jeg ikke maske 14 dage mere maaske en maaend - et er dog sikkert det saetter dagligdagen og vilkaarene i Danmark meget i relief og der er nogle ting der skal og vil blive vaerdsat meget mere naar jeg en dag er tilbage i trykke rammer.

Wellington 22.03-27.03
Efter 1½ måned rundt på sydøen er jeg nu tilbage hvor det hele startede, i Poirura lidt nord for Wellington på ”The Stillwater Lodge” – hvad kan man mere tænke sig end at starte og slutte mange ugers dejlige oplevelser på det sted der først mødte mig da jeg landede i dette dejlige land tilbage i starten af februar måned. Da vi dengang i februar forlod The Stillwater Lodge aftalte vi ved vores afsked med Angela og Rix (det dejlige ægtepar der ejer stedet) at vi ville komme tilbage og bo her inden vi forlod New Zealand. Da vi for nogle dage siden sms’ede dem og sagde at vi gerne ville booke værelse for nogle nætter var der næsten tårer i deres svar, og hvilken modtagelse. Vi ankom sent torsdag aften men de var oppe og vi fik en kort men hyggelig snak med dem. Aftalen var videre at vi (Marie og jeg) næste aften skulle lave mad til dem, deres 2 børn og hvem der ellers måtte være af deres venner i huset den aften, vi skulle lave Risotto med salat, kød og the lots – det viste sig at blive en hel del og lidt af en fest, det endte med at alle i hostelet, deres børn og venner mm.. deltog i vores risotto, kylling mm – vi måtte sende bud efter flere pølser (50 til) for at være sikre på at der var nok – en spontan men hyggelig middagsfest hvor alle deltog med hvad de havde af mad og ikke mindst hvor humøret var i top. Nå men inden vi nåede så langt gennemgik jeg lidt af en mareridsdag med stress og jag og ondt i maven………det startede med at jeg…..

Fredag morgen stod tidligt op til hvad jeg troede skulle blive en lidt travl men ellers rolig dag. Lidt over 8 da jeg havde vækket Marie og havde konsumeret de obligatoriske mængder kaffe gik jeg de små 100 meter over gaden til den lokale dykkerforretning (hvor vi i februar havde købt noget udstyr) for at høre om de kunne hjælpe eller vidste hvor jeg inden næste uges afgang til Phillipinerne kunne tage et dykkercertifikat – jeg havde en forestilling om at det at dykke er som at køre bil, altså lære lidt basic og så ellers hoppe i vandet og få erfaringen – I was big time wrong. Af alle heldige stjerner der er, viste det sig at de havde et kursus startende lørdag morgen hvor jeg kunne få plads – det indebar så et kursus på 9 timer hhv. lørdag og søndag, efterfulgt af en række ”open water” dyk den efterfølgende tirsdag. Da jeg skulle have det hele så komprimeret måtte jeg slippe lidt ekstra da jeg skulle have one-on-one i selve dykkene. Herudover skulle jeg da også have et medical check, hvorfor der blev booket tid hos den lokale læge (tog en del tid at finde en læge der kunne og havde tid så hurgit) samme dag klokken 12:30 – inden da skulle jeg helst nå at få printet diverse ting jeg skulle have med på ambassaden om eftermiddagen inden klokken 3, således at jeg kunne nå at få mit visum til Phillipinerne ordnet – snak om stress. Vi kørte til den by hvor lægen lå og hvor vi havde fået at vide at vi kunne komme på en internet cafe, men det viste sig at jeg ikke kunne logge på der med min bærbare da de kun havde stationære – modsat alle andre steder vi har været i New Zealand oplevede jeg for første gang den almindelige vesterlige uvilje til at hjælpe i form af en ekspedient der ikke forstod (eller ville forstå) vigtigheden af mit fornødne – hvilket resulterede i at min stresstærskel faldt til et absolut minimum – jeg var rigtig gal…..
Vi tog til lægen, ventede en halv times tid, hvorefter jeg blev kaldt ind til lægen og fik en ordentlig tur i form af et sundhedscheck, blodtryk, lungecheck, ryg, og hele molevitten – alt var i orden og jeg kunen fortsætte med mine dykkerplaner.

Herefter kørte vi mod Wellington city for at finde en anden cafe hvor jeg kunne få printet dokumenter (kontoudtog over likvider, til verifikation overfor de Phillipinske myndigheder at jeg har tilstrækkeligt med midler, osv. osv.). Desværre viste det sig at min pc ikke kunne finde deres netværk og jeg derfor ikke kunne komme på min netbank og få de oplysninger jeg behøvede – gode råd var dyre, ambassaden lukkede om under 2 timer – vi prøvede alt, og heldigvis var der her igen den velkendte New Zealandske venlighed i form af en rar og hjælpsom fyr på cafeen. Hans hjælpsomhed og kunnen til trods kunne vi ikke løse problemet hvorfor vi måtte tage derfra med uforrettet sag, og så håbe på at ambassade ikke spurgte til mine likvider – det gjorde de så ikke (for nu) men det viste sig (skulle jeg vel have forudset) at de dokumenter jeg havde ikke var tilstrækkelige og at de gerne ville have noget yderligere dokumentation i form af en simpel mail fra skipper på Anaconda om at jeg skulle rejse med dem og ikke mindst at jeg ville forlade Phillipinerne med dem i slutningen af maj – Dette er ikke just sandheden da jeg rejser derfra med fly, blot ved jeg ikke hvornår og hvorfra, men det er ikke godt nok for Phillipinerne hvorfor ambassaden i Wellington opfordrede mig til at lyve og anføre i min ansøgning at jeg ville forlade Phillipinerne med båden – forvirret på et højere plan…….ja også her. Nå men hvor om alting er forlod jeg ambasaden igen med en halv udfyldt ansøgning med besked om at vende tilbage mandag med en bekræftende mail fra skipper Klintegaard, om at jeg er med ombord på ferie for at dykke og forlader landet igen i slutningen af maj til Thailand – med båden hvilet ikke er sandt. (de kiggede ikke på afsender, så hvis alting går helt galt opretter vi en hotmail med navnet Anaconda i og skriver lige præcis det de ønsker). Herefter kørte vi hjemover og jeg blev, meget stresset sat af på Stillwater – dagen var dog langt fra slut endnu. Inden lørdag morgen skulle jeg, inden jeg mødte til dykkercertifikat kurset, have læst og gennemgået alle de test der var i den 250 siders tykke manual……på engelsk (almindelig engelsk er en ting, men fagudtryk i et fag man ikke kender er en anden ting). Oveni hatten skulle Marie og jeg lave mad til omkring 12 personer den aften, ligesom der var lagt op til at vi alle skulle ud ”on a Piss”……mere stress….

Nå men hvor om alting er fik jeg læst lidt om eftermiddagen, og da alle andre hoppede videre i byen lagde jeg mig i dynerne og læste en times tid mere inden jeg satte vækkeuret til 6 morgen så jeg kunne få læst de sidste 150 sider og lavet de sidste 3 test, går det så går det…….. alt i alt en stresset men god dag. Fik booket Stillwater til onsdag, og hvis alt går vel kan jeg stadig nå Cape Kidnappers torsdag i Napier inden afrejse fredag fra Auckland……travlt, tjaa men sådan er ferie også engang imellem
Næste morgen klokken 6 sad jeg igen i sofaen med resten af bogen, og mirakuløst nok fik jeg læst mig igennem og lavet de tests der var – det havde jeg ikke behøvet vidste det sig. Hele dagen på kurset gik med at gennemgå bogen fra ende til anden, og jeg var den eneste på kurset der havde læst bogen.
Lørdag aften var ret stille for mit vedkommende da jeg var godt og grundigt træt efter den lange dag indenfor.
Søndag kørte jeg ind til Wellington city for at få printet de fornødne dokumenter til visum, fra hhv. skipper Jan Klintegaard, kontoudskrifter fra banken mm..
Resten af dagen var stille og rolig afslapning. Jeg var et smut forbi og se Michael Campells hjemmebane ”Titahi Bay Golf Course”, fik booket udlejningsbil til onsdag hvor jeg kører nordpå mod Auckland. Herudover fik jeg booket en runde golf på Cape Kidnappers Golf Course til torsdag morgen, golfinteressede bør lige tage et kig på www.capekidnappers.com
Til aften blev vi inviteret til at deltage ved aftensmaden med hele familien, hvilket var en fin måde at slutte en god weekend på. Mandag står den så på dykkerkursus samt forhåbenligt visum på ambassaden i Wellington.

Dykkerkursus, Visum & Dykning
Mandag morgen stod den så igen på dykkercertifikat, men modsat den foregående dags teori var skulle dagen være praktisk i poolen. Det var en lang dag med mange øvelser og af de 6 der vi var til start på holdet fuldførte kun de 3 – ikke fordi det var specielt krævende eller hårdt, men dem der hoppede fra havde det bare ikke godt med at være under vandet med luft gennem en slange…..
Efter 6 timer i vand stressede jeg hjem for at tage bilen ind til ambassaden i Wellington for at nå at være der inden de lukkede – det ville være rigtig dumt at have brugt en D masse penge på flybillet, dykkerkursus mm.. for så ikke at blive lukket ind i landet. Jeg kom til ambassaden inden de lukkede. Fik afleveret de på sidste møde udspurgte dokumenter betalt (små 300 dkr.) det kostede, og sad så bare og ventede i en lille times tid hvorefter jeg fik at vide at jeg kunne komme tilbage onsdag og hente mit visum – hvorfor var det lige at jeg skulle side til ingen verdens nytte i venteværelset i en time for blot at få at vide at jeg kunne komme tilbage to dage senere og hente visum – ja jeg forstår det ikke. Nå men det er åbenbart det der skal til, og man lærer at være meget ydmyg når der er noget man vil opnå hos en autoritet……
Om aftenen gik jeg overordenlig tidligt i seng alle de timer i vand og stresset og jaget med visum havde gjort mig godt træt. Af en eller anden mærkelig årsag kunne jeg dog ikke sove og fik en rigtig dårlig nat med meget lidt søvn, og svine ondt i hovedet (hvilket ikke er godt hvis man skal dykke).
Tirsdag stod den så på dykning i havet, skræmmende men alligevel spændende. Mødte i dykkercentret klokken 9 morgen hvorfra vi kørte et kvarters tid til havet. Efter en masse praktiske og teoretiske ting bevægede vi os endelig ud i vandet, og hvilket oplevelse det var endelig at lade vægten tynge en ned under og mærke den befrielse det er når luften stadig er der, men der kun er vand vand vand og så fisk omkring en. Det blev til hele 3 dyk den dag, og hvilken verden der er dernede, hvilken bevægelsesfrihed, ro, dyreliv, og bare vand vand vand – det var en super oplevelse som ikke kan beskrives. Der er fyldt med liv omkring og over alt, farver, planter, fisk, snegle, muslinger…….
Om aftenen kørte Marie mig ind til byen hvor jeg skulle hente min udlejningsbil, da jeg skulle tage afsked med Marie. Hun skulle hente Jacob senere samme aften og jeg skulle næste dag videre nord på mod Auckland.

Det var lidt svært at sige farvel, vi har trods alt gået op og ned af hinanden i snart 2 måneder, og vores veje skulle nu skildes. Vi hyggede og snakkede og jeg fik en rigtig fin halskæde af Marie, med en masse lykke og held indeni. Det har været 2 rigtig dejlige måneder sammen, med en masse oplevelser, meget bedre end jeg kunne have troet, og til trods for at Marie og jeg er meget forskellige har vi formået at indordne os på hinanden og være der men samtidigt give rum for hver vores behov og særheder. Hun bider ikke og smider ikke folk i gryften uden grund, men lad være med at vække hende før klokken 10 og tro at hun er i snakke humør….. :-)

Mount Cook National Park, 13-15.07.2007

Efter mandagens forsinkelse med det mindre vellykkede Bungy Jump kom vi afsted tirsdag formiddag mod Mount Cook National Park. Parken ligger omkring 150 kilometer nord for Queenstown næsten helt ude ved vestkysten, i fugleflugtslinie ikke langt fra Franz Joseph Gletsjeren hvor vi havde været tidligere på vores tur. Selvom der fra Mount Cook National Park måske ikke er mere end 25 kilometer over til vestkysten og Franz Joseph, er det ikke muligt at komme den lige vej derover dersom der ikke er veje der fører derhen.
Da vi nærmede os Mount Cook National Park kørte vi først forbi en meget stor flod og senere en endnu større sø. Farven i søen var helt vild, den lyseste lyseblå farve, nærmest skinnende men alligevel ikke klar men snarer støvet lyseblå, næsten over i det turkise, om det er kalk eller noget andet der gav søen dette helt specielle skær vides ikke, men det var overvældende og meget betagende, vi gjorde indtil flere stop mens vi kørte langs søen på vej ind i dalen til Mount Cook National Park.

Vi havde som det efterhånden er blevet for vane ikke booket noget sted for nattens overnatning og kørte derfor mod det eneste backpacker sted i parken YHA Mount Cook (Youth Hostel Organisation New Zealand). Her var der helt booket men vi blev henvist til den lokale vandre hytte for NZ vandre laugh, hvortil vi kørte, og efter lidt held lykkedes det os at få ly for natten. Hytten (Unwin Hut) var det til dato mest primitive sted vi endnu havde sovet på NZ. Selve hytten var enormt hyggelig med et meget stort rum (vel langt over 150 km2) med kamin, gulv til loft vinduer med udsigt til parken og de fantastiske bjerge, men rummene hvori vi skulle overnatte bar ikke præg af noget som helst unødigt prang – her var tale om simple rum med nogle køjesenge og intet andet, ikke engang varmeapperater !! I Parken var der endvidere ikke noget sted at proviantere hvorfor vores aftensmad den aften bestod af hvad der var tilbage i vore tasker af spagetti, ris og majs. Aftenen gik med stille afslapning foran kaminen og så ellers tidligt på hovedet i seng i soveposerne – selvom min sovepose stolt proklarmere at den kan tåle -2 grader blev det en overordentlig kold nat.
Planen var at vi onsdag morgen ville tage helt op i selve Mount Cook Village og undersøge hvilke vandre muligheder der var i området.
Jeg vågnede et par gange i løbet af natten og skulle på det lille hus, men hver gang vandt kulden i rummet over trangen til at skulle ud af soveposen, ud af rummet i den ruskende regn for at komme til toilettet. Da jeg vågnede klokken 7 og endelig kom derud, kunne jeg hurtigt konstatere at den planlagte vandretur nok ikke blev til så meget, det væltede ned fra en totalt overskyet himmel. Da vi begge lidt over 9 kom til hægterne besluttede vi at hvis det var muligt at aflyse vores booking på YHA (vi bookede dagen forinden) ville vi gøre det og så lad vandring være vandring og derfor køre mod vores næste mål Christchurch. Det viste sig dog at vi ikke kunne aflyse uden at skulle betale den fulde takst for værelset, hvorfor vi besluttede at tage derop og så bare tage en slappedag indenfor med TV, internet, læsning osv. og så håbe på at vejret torsdag artede sig og gjorde vandring muligt – i modsat fald ville vi torsdag køre mod Christchurch.

Da vi vågnede torsdag morgen viste det sig at de tunge skyer var forsvundet og blevet afløst af en delvist skyfri solrig himmel, hvilket betød at vi ville op og gå i Mount Cook National Park, nærmere bestemt i Hooker Valley hvor et track på 1½ times tid ledte op i dalen mod selve Mount Cook. Selvom solen var frit fremme var der forholdsvist koldt i skyggen (der var rimfrost på vores bil) hvorfor vi måtte tage godt med tøj på. Jo længere op vi nåede af tracket des mere kom solen frem og vi kunne gradvist tage noget af vore varme tøj af. Tracket endte ved en sø (Hooker Lake) hvorfra smeltevandet fra de mange gletsjere samledes og skabte denne sø som var en underlig grå farve, og ikke som vi havde set på vejen ind i dalen den fantastiske blå / tyrkise farve. Den blå farve erfarede vi senere stammede fra partikler fra bjergene som så gav dette meget specielle lys i søen. Der var fortsat nogle skyer omkring selve Mount Cook men man kunne fornemme bjergets højde og størrelse – som ved så mange andre storslåede naturfænomener i New Zealand har Mount Cook også en historie knyttet til sig fra gammel Maori tid – denne kan jeg dog ikke huske for nærværende.

Over middag da vi var tilbage fra vores gåtur i den friske luft besluttede vi os for at køre mod Christchurch hvor vi ville være weekenden over for så i starten af den forestående uge ville køre det sidste stykke op af østkysten gennem Marlborough (NZ’s vel mest kendte vindistrikt) for slutteligt igen at være i Picton.

Akaora, 15-16.03.2007
I stedet for at køre lige til Christchurch valgte vi at tage et smut over den halvø der ligger lige udenfor Christchurch – Akaora. Akaora er en gammel fransk ”settlement” og det skinner klart igennem at byen er præget af franskmænd. Historien vil vide at franskmændene nåede i land i Akaora blot 14 dage efter at englænderne havde underskrevet en aftale med de lokale Maorier, hvorfor New Zealand blev en engelsk koloni (tænker jeg), og der i dag tales engelsk og ikke fransk. Akaora er en lille havne/turis by hvor der bor omkring 600 fastboende men i højsæsonen over 8000. En lille perle blot 1½ kørsel fra Christchurch. Vi ankom ret sent til Akaora hvorfor alle rimelige hostels var fuldt bookede. Heldigvis har vi vores backup telt som vi så slog op på den lokale campingplads. Vi havde en hyggelig aften på en lille lokal restaurant helt ned til vandet hvor vi fik noget god mad og sad og snakkede og hyggede resten af aftenen.
Næste morgen besluttede vi at leje nogle mountain bikes og cykle rundt i landskabet omkring Akaora – klogelig tog vi imod tilbudet om at blive kørt op til toppen af et af bjergene (summit View) og starte vores tur herfra. Cykel turen oppe i bjergene var super, lidt ned og meget op, for mod slutningen at slutte af med en nedtur på ca. 4 km. hvor vi fik mere end rigelig med fart på (igen man skal ikke lade Marie køre foran, for så går det stærkere end hvad godt er). Da vi 3 timer senere kom tilbage til Akaora, havde vi begge godt ondt i hhv. lårbasser og baller. Klokken var blevet godt hen af eftermiddag og vi besluttede derfor at køre mod Christchurch.

Christchurch, 16-19.03.2007
Turen til Christchurch tog længere end beregnet, 80 km. ad snørklet bjergvej i New Zealand tager længere end hvad man tror, så vi ankom først til Christchurch hen af 8 tiden om aftenen. Når man ankommer så sent til et nyt sted er de gode hostels næsten altid optaget, hvilket de også viste sig at være denne aften. Alt i og lige omkring city var optaget så da vi endelig fik bid (pr. telefon) slog vi til og kørte så mod Canteburry House lidt i udkanten af byen. New Zealandere kan i lighed med alle andre stedet også godt finde ud af at sælge/reklamere/oversælge deres produkter, og det der i vores BBH guide var anført som ”Little Home Stay Hostel” var for at sige det mildt oversolgt. Det var godt nok lille men ikke just hyggeligt, måske har det lidt at gøre med værstparet, nåhh nok om det der var da ly for natten og sengen var fin.

Da vi var smuttet tidligt i seng stod vi for en gangs skyld op før klokken 8 og var faktisk ude af døren inden klokken 9 – vores mål var city og finde et sted vi kunne tilbringe weekenden inden alle de andre BackPackers kom til byen og tog alle de ”gode” steder. Det lykkedes og vi endte på et hostel midt i byen til en overkommelig pris (ca. 100 kr. pr. person pr. nat for et Twin room – hvilket er en god pris sammenlignet med hvad vi tidligere har måtte betale). Lørdag brugte vi til at ordne nogle praktiske ting, købe ny diselpermit (afgift på diselbiler pr. kilometer), samt en hårklipper. Siden min afrejse fra DK for 1½ måned siden havde de sørgelige rester af hårvækst på mit hoved fået lov at gro og det var efter mine forhold gået hen og blevet en anelese for vildt, hvorfor det måtte af og tilbage til normal længde. Væk røg også de ondeste sideburns set siden Elvis var til (man er jo subjektiv). Det super dejlige vejr til trods valgte vi at tilbringe eftermiddagen i biffen med ”Wild Hogs” som er en ganske seværdig morsom film. Da det er Saint Patricks Day besluttede vi at gå ud om aftenen. Efter et besøg på en internet cafe endte vi på en bar hvor der til trods for at aftenen stadig var ung var fuld knald på. På et tidspunkt kom en pige ind på baren og jeg sagde til Marie at hende havde jeg set et eller andet sted før, kunne bare ikke lige sige hvor. Det viste sig at det var Anna som vi nogle uger forinden havde lavet Canyon Swing med. Vi havde en hyggelig aften på baren og lallede glade og godt ristede hjemaf omkring klokken 4 om morgenen. Søndag var så bare søndag, lidt tøjvask, lidt junkfood og en tur i biffen.

Kairua, 19.03-20.03
Mandag morgen kørte vi (endelig) væk fra Christchurch. Christchurch er sammen med Dunedin de steder vi har været som vi har mindst har kunne lide, en underlig form for storby – en by der vil være storby men uden højhuse, mere som et slagst kæmpe stort villakvarter i Herlev (undskyld dem jeg måtte fornærme) – men kønne eller charmerende er disse byer ikke. Inden vi kørte nordpå blev der tid for Marie til en tur hos frisøren og en tur på golfbanen for mig. Fra Christchurch kørte vi længere op af østkysten, målet var byen Kairua, som med årene er vokset til svimlende 4000 indbyggere baseret på turisterne der alle vil på ”Whale Watch” ud for dens kyst. Her er der en koloni af ”Sperm Whales” som kan ses og fotograferes af tusindevis af turister. Sperm Wales er en forholdsvis stor hval, med en længde på op til 20 meter. Det der imponerede mig mest ved denne hval var den dybde hvor den normalt søger sin føde, gerne omkring 1000 meters dybde – det dybest målte dyk er mere end 3000 meter. Vi skulle selvfølgelig som alle de andre turister i denne by ud på en whale watch så da vi var blevet indlogeret sent mandag aften fik vi booket tid til næste morgen – igen vi var lidt sent ude så de eneste tider der var tilbage var hhv. meget tidligt eller midt på dagen, og da chancen for at se hvalerne er størst om morgenen valgte vi denne tur, det skræmmende mødetidspunkt til trods – vi skulle møde på havnen klokken 6:15 – men som vores vært på ”The Sunrise Lodge” sagde så fik vi oveni hatten som bonus solopgangen, og det skulle jeg mene vi fik.

Marie er ikke det store morgenmenneske så jeg havde tjansen med at vække os, hvilket så var klokken cirka tive over 5 tirsdag morgen – det gode menneske jeg er lod jeg hende sove lidt længere (hun er som bekendt langt langt fra morgenmenneske). Vi kom afsted ud af hytten ned til stranden (under 1 minuts gang fra vort hostel) og som vores vært havde fortalt var der en flot flot solopgang, helt vild rød og betagende. Efter lidt rumsteren rundt på havnen ved vort mødested kom vi afsted sammen med andre 50 turister der gladelig havde betalt 500 dkr. For 2 timers sejlads med ”måske” hvaler. Vi sejlede vel i omkring en halv time før kaptajnen havde spottet den første hval og tog os derover. Det var ovenud betagende og se dette store dyr ligge der og pruste luft efter en lang fisketur på mere end 1000 meters dybde, for slutteligt at tage nogle dybe indåndinger (antager jeg man skal når man skal så langt ned), dykke lidt ned for så slutteligt at dykke helt lodret ned således at den kæmpe halefinde stod luks op i vejret – helt igennem overvældende syn. Dette gentog sig yderligere to gange hvorefter vi vendte snuden ind mod kysten igen. Næsten i havn bliver vi alle kaldt up på dækket igen for at se de små Dusky Delfiner (sammenlignet med Bottlenose delfinerne fra Doubfull er disse meget mindre). Foran skibet svømmede en flok på omkring 200 af disse små vidundere, som bare var ude på at lege og vise sig frem for tilskuerne på båden – og tro mig disse små skabninger kan en ting eller to med saltoer over vandet, det er ikke for noget at de er kaldt havets akrobater, de bare springer og springer og laver saltoer så man tror det er løgn – en rigtig fin afslutning på en dejlig morgen.
Marie var jo blevet vækket klokken meget tidligt, og det betyder at hun ikke siger mange ord, ligesom man kan fornemme at hun allermest har lyst til bare at sove sove sove. Da vi kom hjem fik jeg ordnet et par vaske og lidt andet praktisk, inden Marie kørte mig på den lokale golfbane i Kairura. Tidlig eftermiddag hentede Marie mig igen hvorefter Marie drattede omkuld på græsplænene for den længe ventede lur og jeg kørte en tur ned til byen. Jeg har endnu ikke fået ordnet mit visum til Fillipinerne hvorfor der er begyndt at komme lidt stress på – jeg fik fat i den Fillipinske ambassade i Wellington og efter lidt palavren frem og tilbage om hvordan den skal grejes viser det sig (håber jeg) at visum falder på plads fredag når jeg er i Wellington igen – jeg skal vist lyve lidt hist og pist for at få mit visum (vel og mærke på sekretæren fra ambassadens opfordring) – men jeg tror det ordner sig.
Da vi nåede aften og aftensmaden var blevet indtaget begyndte den lange dag og den manglende søvn at indhente mig hvorfor jeg valgte at hoppe tidligt i seng.

Marlborough, 21.03.07
Efter morgenmad og pakning af bil gik vor tur yderligere omkring 150 kilometer op af østkysten af sydøen, målet var denne gang den vel nok mest berømte vinregion i New Zealand, Marlborough. Stedet var indtil engang i 70’erne ikke kendt eller udnyttet som vinregion. En af New Zealands største producenter af vin ”Montana” ledte efter områder velegnede til at opdyrke til vin og ”fandt” så dengang for omkring 40 år siden regionen, som viste sig at være ideel til vinproduktion. I dag står regionen for omkring 60% af al vinproduktion i landet, et tal der forventes at vokse yderligere over de næste år. Da vi nærmede os Marlborough begyndte den ene vinmark efter den anden også at vise sig i landskabet. Vi havde dagen forinden sikret os en teltplads i på et backpacker sted midt mellem alle vingårdene i en meget lille by lidt uden for byen Blenheim. Henover middag fik vi vores cykler og de obligatoriske smarte hjelme og cyklede herefter ud imellem alle vinmarkerne for at se og ikke mindst smage på druerne. Vi var kommet lidt sent afsted så det blev kun til 3-4 steder, men vi fik da et godt indtryk af stedet og smagt på nogle gode vine.
Aftenen gik med at få skrevet et hav af postkort, da der var tid til det og den kommende uges stress i tankerne måtte jeg hellere få sent nogle hilsner afsted hjem af – har erfaret at det tager omkring 3 uger for et simpelt postkort at nå Danmark herfra.

Queenstown, 11.03.2007
Det var som sagt planen at vi mandag skulle videre mod Cook Mountain. Marie fulgte tidlig morgen Johnny til bussen og henover middag, efter det obligatoriske besøg på den lokale internet cafe kom vi afsted mod Mount Cook. Cirka en halv times kørsel udenfor Queenstown kørte vi forbi den bro hvor A.J. Hacket første gang engang i 80’erne begyndte fænomenet Bungy Jump – vi gjorde holdt for bare at se dette ”historiske” sted. Jeg forhørte mig om det var muligt at springe i dag, og efter lidt pres fik jeg en tid klokken 15:15. Bungy Jumpet virkede langt fra ligeså skræmmende som sidste uges Canyon Swing, de 43 meters frie fald til trods. Vandet i floden under broen virkede beroligende på mig, skulle uheldet være ude kunne jeg jo altid bare lave et hovedspring – hvilket jeg så gjorde. Selve springet går rigtig fint, da jeg blev spurgt om jeg ville dyppes i vandet, svarede jeg dumdristigt ”as much as possible”, hvilket jeg så gjorde. Når man rammer vandet skal man bryde vandet med hænderne over hovedet samtidigt med at man skal huske at have hagen mod brystet – jeg ved ikke lige hvor det gik galt for mig men faktum er at da jeg bliver hejst op båden kan jeg se på guiderne at der er noget galt, og minuttet senere får jeg en ispose, sammen med beskeden om at jeg har nogle ordentlige sæbeøjne, ligesom jeg kan hører at de over walkietalkien beder en om at komme ned og modtage mig når jeg skal op igen. Faktum er at jeg pt. Sidder tilbage på et hostel i Queenstown med de vildeste blå hævede øjne. Vi tog tilbage til Queenstown da vi fik at vide at jeg skulle tage til lægen hvis jeg følte ubehag eller hovedpine, og der er ikke lige noget hospital ved Mount Cook. Nå men den der intet vover intet vinder, Johnny Bredahl kan checkes på

www.picasaweb.google.dk/roc210671